Coaching af søskende
At vokse op i en familie, hvor et barn har en funktionsnedsættelse eller særlige behov, påvirker hele familien – også søskende. Mange søskende bliver gode til at tage hensyn og “fylde mindre”, men kan samtidig gå med bekymringer, savn, skyld eller frustrationer, som de ikke altid får sat ord på og som kan være svære at dele derhjemme.
I vores søskendeforløb får børn og unge et trygt frirum, hvor søskende er i centrum. Her kan de møde andre i samme situation og tale om det, der følger med en anderledes søskenderelation – uden at skulle passe på forældrene og uden at skulle forklare sig. Her er plads til hele følelsesregisteret – også det, der kan føles forbudt: “Jeg savner, at nogen ser mig”, “jeg bliver vred”, “jeg er bange for min søskende”, eller “jeg føler mig forkert, når jeg har det svært”.
Hvad får søskende ud af det?
- Et fællesskab med andre, der forstår
- Et sted, hvor de ikke skal tage hensyn
- Et trygt rum til at dele glæder, sorger og bekymringer
- Hjælp til at sætte ord på tanker og følelser, som kan være svære at sige højt
- Styrket selvforståelse og mod til at række ud
Sådan foregår det
Vi har en fast ramme og en tydelig struktur, hvor indholdet formes sammen med deltagerne. Hver gang tager vi udgangspunkt i et emne og vi veksler mellem:
- samtale og refleksion
- leg og aktiviteter
- hygge, samvær og lidt mad
- oplysning i et børne-/ungevenligt sprog
Vi lægger vægt på, at det skal være både meningsfuldt og rart at være med.
Praktisk
Forløbet er et forum, hvor vi veksler mellem at tale om et emne, lege sammen og spise lidt mad.
Varighed: 12 timer fordelt på
- 4 eftermiddage eller
- 2 eftermiddage og 1 lørdag
Sted: Troldemosens faciliteter – både indendørs og udendørs.
Målgruppe
Søskende til børn med særlige behov fra 7 år og opefter.
Praktisk information
- Kurset er uden forældre
- Forplejning er inkluderet
- Pris: 5.000 kr.
Der er mulighed for at søge kurset via hjemkommunen. Det kræver et betalingstilsagn fra sagsbehandleren til Troldemosen via sikkermail til gentofte@gentofte.dk att.: Troldemosen Coach. Mailen skal desuden indeholde:
- Navn og CPR-nr. på den søskende med diagnose
- EAN-nummer
Betaling opkræves efter kursets afslutning. Betaling er bindende ved afmelding efter deadline for betalingstilsagn.
Tilmelding og pladser
Vi afholder som regel søskendekurser to gange om året, og der er plads til 8 deltagere pr. hold. De første 8 tilmeldte får en plads.
Du kan godt tilmelde, selvom kurset endnu ikke er bevilget. Ved behov opretter vi venteliste til næste kursus, hvor ventelisten har fortrinsret.
Vi udbyder også søskendekursus for teenagere (fra 13 år), hvis der er nok henvendelser.
Udtalelser fra deltagere
"Det er blevet nemmere at åbne op og snakke med andre".
"Det er godt at lytte til, hvordan andre har det med at have en søskende, der er anderledes".
"Fordi man har en handicappet søskende, behøver man ikke selv være handicappet".