Fysioterapeuter
Der er tre fysioterapeuter ansat i Troldemosen, som er fordelt på stuerne.
I Troldemosen indgår terapeuterne som en fast del af teamet omkring barnet og er med på stuerne, hvor de motoriske initiativer barnet tager i løbet af dagen understøttes. Terapeuterne står for at planlægge og tilrettelægge meget af den motoriske aktivitet i dagligdagen - både på stuen og som hold eller individuel træning.
Gennem leg, bevægelse og aktivitet træner børnene relevante færdigheder. Hvor der bl.a. er fokus på:
- Motorisk udvikling gennem meningsfulde leg og (grov) motoriske aktiviteter.
- Udholdenhed hvor barnet udfordres igennem meningsfulde aktiviteter så puls og iltoptagelse stiger.
- Styrketræning hvor barnet udfordres, så specifikke muskelgrupper trænes og muskeltræning anvendes til at forbedre generel og specifik muskelfunktion.
I tæt samarbejde med forældre og det tværfaglige team omkring det enkelte barn, udarbejder terapeuterne en plan for barnet med henblik på at fremme barnets motoriske kompetencer. Der udarbejdes en målrettet plan, hvor der tages udgangspunkt i barnets ressourcer, kompetencer, zone for nærmeste udvikling og motivation.
Barnet øver ofte sine motoriske færdigheder på steder, hvor barnet allerede er tryg og kendt. F.eks. på stuen eller på legepladsen.
Terapeuterne står for at vejlede i forflytninger, vurdere behovet for hjælpemidler og indstilling af hjælpemidler - hvad end det er barnets arbejdsstol, ståstativ, ganghjælpemiddel eller mindre hjælpemidler, der får lettet hverdagen og skabt de bedste rammer for udvikling.
Derudover deltager terapeuterne ved hospitalsbesøg, hvis det vurderes relevant, og står for tilrettelæggelse af svømning og ridning.