En dejlig eftermiddag i Troldemosen
I strålende solskin slog vi i fredags dørene op til dette års super hyggelige sommerfest. Omkring 100 børn og voksne samledes på legepladserne, der i dagens anledning var pyntet fint med vimpler, flag og nyplukkede blomster. Både forældre, søskende, venner, onkler, ledsagere og bedsteforældre deltog i festlighederne. Festen var som altid en dejlig mulighed for, at husets personale og familier kan mødes og dele gode stunder sammen.
Vi var så heldige igen i år at have Yasmin og Asger til at spille live musik, mens sæbeboblemaskinen sendte bobler hen over legepladsen, til stor jubel for børnene. Der blev spist en masse hotdogs, is og drukket saftevand. Nogle fik lavet ansigtsmaling, andre hoppede og endnu flere tog pausestunder i skyggen.
Som afslutning på dagen gik vi en tur ned til hestefolden, hvor ponyen Hope stod klar til at blive klappet og nusset.
Tak til alle, der var med til at gøre dagen så særlig – og ikke mindst til Yasmin og Hope.
Vi ønsker jer alle en skøn sommer og glæder os allerede til næste år 🌞